Superligaen er endelig kommet i gang!
Efter en laaaang vinterpause ruller fodbolden igen i den bedste række herhjemme – og tak for det!
Nu er de danske hold ikke de allerbedste i Europa, men alligevel er det spændende at følge med, og kvaliteten af de fleste kampe er faktisk udmærket, uden dog at være prangende.
Allerede nu står det klart, at mesterskabet skal afgøres mellem Brøndby IF, FC København og OB, eftersom FC Midtjylland spillede sig definitivt ud af topkampen med sidste weekends nederlag på 1-2 mod netop OB på Fionia Park.
Det var en kamp, som jeg var vidne til, ikke som OB-fan, næ nej, men som FCM-fan. Ikke nok med, at vi (altså FCM) spillede på udebane, at det var regnvejr og koldt, vi tabte også, så det blev lidt en bitter oplevelse. Nederlaget var desværre fuldt fortjent, for Ulvene var i første halvleg slet ikke kommet på banen, de virkede fraværende i forsvarsspillet og ideløse i angrebsspillet. Anden halvleg var en hel del bedre, men som så mange gange før formåede de ikke at prikke den afgørende scoring ind. En kamp varer 90 minutter, og det er altså ikke ret tit, at man kan vinde kampe endsige blot point på at spille 45 minutter nogenlunde godt.
En ting kunne jeg dog godt tænke mig at vide: FCM har ikke mange angribere, alligevel har man i vinterpausen solgt Serghei Dadu (Moldova) til Alania Vladikavkaz i Rusland og udlejet Baba Collins (Nigeria), denne ellers fremragende kropsstærke angriber, til bundholdet Vejle Boldklub – hvorfor?
Som kuriøs sidebemærkning kan det nævnes, at Baba bragte Vejle foran i mandagens kamp mod Randers FC…
Jeg tror godt, at Jens Ørgaard og Claus Berthelsen i FCM kunne finde pengepungen frem og hente Erik Rasmussen tilbage fra AGF og Mohamed Zidan fra Borussia Dortmund.
Endnu ingen kommentarer.




